Formålet med prissammenligningen

Formålet med undersøgelsen er at sammenligne det grønlandske prisniveau for det private forbrug med det tilsvarende for Danmark. Sammenligning af prisniveauet foretages ved at sammenligne priser for udvalgte repræsentant varer og tjenester for begge lande. Når varer og tjenester bliver sammenlignet, skal de være identiske eller af tilsvarende kvalitet, og de skal så vidt muligt være repræsentative for det private forbrug i begge lande.

 

Hovedprincipper i prissammenligningen

Ved opgørelse af de enkelte varer og tjenesteydelser i varegrupper er der brugt samme metode, som EU's statistikkontor, Eurostat benytter ved bilaterale prissammenligninger mellem lande, og som også bliver brugt af andre internationale organisationer[1]. Forbrugsvægtene, der er benyttet til at opgøre det private forbrug, er de samme vægte, som bliver benyttet til forbrugerprisindekset, og som er afledt fra det private forbrug i nationalregnskabet.

 

Omfanget af prissammenligningen

Priserne på varer og tjenester for Grønland og Danmark er primært hentet fra den eksisterende forbrugerprisstatistik. Priserne er opgjort pr. 1. juli 2016. Efterfølgende er der dog indhentet supplerende priser både i Grønland og Danmark. Nedenfor er omfanget af undersøgelsen opgjort.

 

Oversigt 2. Antal vægtgrupper, Enkelte varer og tjenester, og prispar

 

Vægtgrupper

Enkelte varer og tjenester

Priser (prispar)

Prisniveauindeks, omfang..........

105

1.144

1.478

 

Forbrugerpriserne, der er indhentet til opgørelsen, er dækkende for hele Grønland og Danmark. Priserne for Grønland er de samme der bliver brugt ved statistikken for forbrugerpriser. Prisniveauet er således det gennemsnitlige prisniveau for hele landet.

For enkelte varegrupper, er der lavet en beregning af den gennemsnitlige pris for hele landet. Dette gør sig gældende for el, vand og varme, betaling for institutionspladser for børn og unge og for huslejebetaling. Prisen er derefter blevet sammenlignet med den tilsvarende prisberegning for Danmark.

 

Ved prisen for enkelte varer og tjenesteydelser, hvor varen eller betalingen er meget forskellig i Grønland og Danmark, som medicin, tandlægebesøg, charterrejser, undervisning og passagertransport med båd/færge (en pris), er der benyttet lidt andre metoder, som gør at det har været muligt at lave en prissammenligning. Den fulde metoderapport kan hentes på Grønlands Statistiks hjemmeside.  

 

Priserne, der ligger til grund for prissammenligningen, er den pris, som forbrugeren betaler. Det vil sige, at der er tale om den fulde forbrugerpris inkl. afgifter i Grønland og inkl. moms og afgifter i Danmark.

 



[1] Basis for beregningen af prisniveauforskelle for sundhedsvæsen, uddannelse og social forsorg (herunder børnepasning) er i EU-regi dog ikke forbrugernes egenbetaling, men derimod et full cost approach, hvor også det offentliges betalinger bliver medtaget i priserne.